Datamarked kundeservice

Hvilken iPhone skal jeg vælge?

Det kan være utrolig forvirrende at finde rundt i det store udvalg af iPhones der er udgivet gennem tiden. Ved første øjekast kan det virke som en tilfældig samling tal og bogstaver, og uden viden om hvad de dækker over, kan det virke helt uoverskueligt. Frygt ej. Vi har skrevet denne blogpost til at hjælpe både nybegyndere og viderekomne indenfor Apples forunderlige smartphone-univers, til at finde lige netop den iPhone der passer til dine behov.



Til minimalisten – hvis du bare vil have en telefon

Hvis du bare vil have en telefon der skal kunne det en telefon skal kunne, så anbefaler vi en iPhone 6, 6S eller SE (1. gen). Den kan ringe, skrive, er fortsat kompatible med lidt af de mest populære apps og kan sågar gå på internettet. Og så heller ikke meget mere end det.


Til den prisbevidste – hvis du bare vil have en så billig telefon som muligt

Det korte svar er du skal have en iPhone 6 eller iPhone 6S. Det er den ultimativt billigste telefon. Du skal dog være opmærksom at den stort set kun kan skrive, ringe og gå på nettet. Hvis du har andre særlige behov eller krav til en smartphone anbefaler vi at du læser resten af blogindlægget.


Til fotografen – hvis du vil have det ultimative smartphone-kamera

iPhone-kameraer har udviklet sig gevaldigt over det sidste årti. Generelt gælder det at jo nyere modellen er, desto bedre er kameraet. Når det så er sagt, så fungerer de fleste iPhone kameraer til husbehov. Hvilken iPhone der kan anbefales kommer således mere an på dine ønsker og dit budget, da de fleste iPhones i dag kan tage billeder der ser ret professionelle ud i endog ret høj opløsning.

Kameraet på iPhones er efterhånden blevet så godt, at flere og flere film i dag bliver skudt udelukkende på iPhones. Et eksempel er den psykologiske thriller Unsane fra 2018, instrueret af Steven Soderbergh, instruktøren bag kendte film som Ocean’s Eleven, Contagion og Magic Mike.

iphone fotograf

Især fra iPhone 7 og frem er der bedre kontrast og farvekomposition end på tidligere iPhones. Så vi anbefaler ingen modeller der er ældre end iPhone 7, hvis det er kamerafunktion der optager dig. Samtidig har iPhones lidt nået et plateau de senere år, hvor de kvalitative fremskridt bliver mindre og mindre mellem generationer. Der sker dog stadig ændringer, og med iPhone 11 blev f.eks. introduceret Ultra Wide kamera, der indfanger et bredere perspektiv i video og fotos. Ligeledes med iPhone 11 blev også Night Mode introduceret, som gør det betydeligt nemmere at tage gode og skarpe billeder i mørke eller svagt lys.

En funktion der dog har et par år på sig er telelinsen. Mobiler udstyret med telelinse er i stand til at lave zoom-fotografering med meget højere opløsning end med digitalt zoom, som smartphones traditionelt har benyttet sig af. Så hvis du vil skyde gode billeder på lang afstand, anbefaler vi at du vælger en smartphone med telelinse, såsom iPhone 11 Pro, iPhone X, iPhone XS eller iPhone 8 Plus.

Hvis du også går op i frontkameraets kvalitet, så er det værd at notere sig at farvekomposition og kontrast er forbedret fra iPhone 8 og frem, men især med iPhone XS og alle følgende iPhones er det drastisk forbedret, og indfanger selv nuancerne i en blå himmel, som på tidligere modeller oftest bare vil optræde som hvid bagbelysning.

iPhone 11 Pro er den mest fuldendte pakke for iPhone-fotografen, da den kombinerer iPhone 11’s Ultra Wide kamera med tidligere iPhones’ telelinse. Således er det den første iPhone med tre linser, hvilket giver et væld af muligheder at lege med for fotografen.

Opsummering: Den bedste brugte iPhone for fotografen er iPhone 11 Pro, da den både har telelinse, Ultra Wide-kamera og de mest dynamiske og levende farver i billedet på både front- og bagkamera.


Til gameren – hvis du vil spille de største 3D-spil på telefonen

Hvis du vil sikre den allerbedste spiloplevelse du kan få på en brugt iPhone, skal du købe en iPhone 11 eller iPhone 11 Pro. Begge byder på Apples kraftige A13 Bionic processor. iPhone 11 Pro er i teorien lidt kraftigere end iPhone 11, men forskellen er så lille at den stort ikke vil kunne mærkes.

iphone gaming

Hvilken én du vælger kommer an på hvad der er vigtigst for dig. iPhone 11 byder på en lidt større skærm, hvilket kan være rart ift. at dine fingre optager mindre af den overordnede skærmplads når der er on-screen controls. Omvendt har iPhone 11 Pro en OLED-skærm, mens iPhone 11 kun er udstyret med et standard LCD-display. Begge er gode skærme, men iPhone 11 Pro har højere opløsning, og dens OLED-teknologi betyder en højere detaljegrad i skærmbilledet, samt bedre kontraster og mere levende og dynamiske farver. Forskellen er ikke nødvendigvis markant, men den kan ses. Så hvis du vil have den absolut bedste spiloplevelse, er det iPhone 11 Pro du skal vælge.


Til grafik-/displaynørden – film, spil og billeder i den bedst mulige kvalitet

iPhone 11 Pro, iPhone X og iPhone XS er alle udstyret med OLED-displays, hvilket er mere eller mindre state-of-the-art indenfor smartphones. Det betyder blandt andet at skærmen ikke benytter sig af baglys, og hver pixel kan tænde og slukke individuelt, hvilket tillader skærmen at vise hvad nogle kalder ”true black”, altså slukkede pixels uden bagbelysning der hvor billedet er sort. Her vil en almindelig LCD-skærm i stedet vise sorte pixels med bagbelysning, hvilket resulterer i en farve der nok snarere kan betegnes som mørkeblå.

Både iPhone X, XS og 11 Pro tillader også at du kan se indhold i HDR. HDR står for High Dynamic Range, og dækker over en større spændvidde i billedets farvekomposition, hvilket giver et mere levende og dynamisk skærmbillede. Udvalgt indhold på diverse streamingtjenester, og også nogle spil, understøtter HDR. Hvis du vil have det fulde udbytte af disse muligheder er det altså enten en iPhone 11 Pro, XS eller X du skal vælge.

iPhone 11 Pro har dog én fordel ift. de andre, idet du er i stand til at skrue en del mere op for lysstyrken end på de andre displays. Dette er især en fordel hvis du planlægger at bruge mobilen i kraftigt sollys, f.eks. under en tur til stranden.


iphone musik

Til musikelskeren – hvis du vil have den bedst mulige lytteoplevelse

Der er en grund til at vi har skrevet ”lytteoplevelse” og ikke ”lydkvalitet” i overskriften. Forskellige personer prioriterer forskellige ting ift. hvad der udgør den bedste måde at lytte til deres yndlingsmusik på.

For nogen er det netop lydkvalitet der virkelig gør udslaget, til en grad hvor de kun vil lytte til såkaldt ”lossless audio”, dvs. lyd der er komprimeret på en måde så data ikke går tabt. Eksempler på lossless audio er filformater som FLAC og WAV, der står i kontrast til det gængse MP3-format, som de fleste streamingtjenester også benytter sig af. MP3 udmærker sig netop ved at være i stand til at komprimere lyd til meget små filer, ved at frasortere data som vurderes ikke at kunne høres af det menneskelige øre alligevel. Langt de fleste er heller ikke i stand til at høre forskel, men nogen kan, og mener at lossless audio har en fyldigere lyd, mens MP3 lyder grimt og hult.

Hvis du går meget op i lydkvalitet er det måske en iPhone 6, 6S eller SE (1. gen) du skal have. Disse er nemlig de sidste iPhone-modeller med et jackstik, før Apple tog den kontroversielle beslutning at fjerne det på iPhone 7 og alle efterfølgende generationer af iPhones. Man kan stadig bruge lydenheder der kræver jackstik vha. en såkaldt lightning-adapter. Undersøgelser viser at der en meget lille forringelse af lydkvaliteten ved brug af adapteren, selvom forskellen er så minimal at selv de mest veltrænede ører vil have svært ved at høre forskellen. Men hvis idéen om nogen form for kompromiser omkring lydkvalitet gør dig arrig, så køb i stedet en iPhone med indbygget jackstik.

Fra iPhone 7 og frem har Apple fokuseret på Bluetooth-lydoplevelsen i stedet, med deres populære linje af Apple Airpods. For dem der sværger til lydkvalitet er dette en skændsel, da Bluetooth ikke har båndbredden, så at sige, til at overføre den mængde data der er nødvendig hvis man vil høre lossless audio. Til almindelig højkvalitets-MP3, som bl.a. Spotify benytter sig af, fungerer det dog upåklageligt, og det er rigeligt for langt de fleste. Hvis du er typen der hader at bøvle med ledninger når du hører musik, vil alle vores iPhones være fine valg, da de alle understøtter Bluetooth. Husk dog også at tilkøbe en Bluetooth-højtaler eller et par Airpods til formålet.


Til fummelfingeren – hvis du bare vil have en telefon der kan holde til noget

Det er så surt at investere penge i en telefon, bare for at være så uheldig at tabe den kort tid efter, og se skærmen krakelere i det efterhånden velkendte spindelvævsmønster. For at undgå den slags anbefaler vi altid at du bruger cover og beskyttelsesglas for at sikre at sikre holdbarheden af din smartphone.

Men nogen hader bare at bruge cover på en telefon der i forvejen fylder meget i lommen. Til dem og andre interesserede har vi skrevet dette afsnit, om hvilke iPhones der kan holde til mest, helt uden hjælp fra covers og panser.

Det første der er værd at bide mærke i er at high-end versionerne af Apples telefoner som regel holder til mere end deres ”almindelige” slægtninge. F.eks. slipper iPhone 4S i en såkaldt drop test uden en skramme, mens skærmen på en almindelig iPhone 4 krakelerer efter man har tabt den et par gange. iPhone 5-generationen er dog en undtagelse fra denne regel. Her er varianter ca. lige holdbare, og iPhone 5’ere er generelt bare utrolig holdbare smartphones.

En særlig bemærkelsesværdig bekræftelse af reglen er iPhone 6S og iPhone 6S Plus. Apple fik i sin tid hug for at iPhone 6, der var lavet af blødt aluminium, var bøjelig og skrøbelig. Sandsynligvis pga. af denne kritik sørgede Apple efterfølgende for at designe en utrolig robust og holdbar telefon. Resultatet er at iPhone 6S er en af Apples mest holdbare telefon-designs.

Det er dog ikke noget ift. iPhone 7, der kan til holde til det meste. Det samme gælder iPhone SE. Den vil som regel få skrammer på siden hvis du taber den, men skærmen er til gengæld overraskende holdbar.

Plus-modellerne for iPhone 7 og iPhone 8 er til gengæld ikke værd at prale af når det kommer til holdbarhed. På grund af den større overflade har chokbølgerne mere at tage fat i når telefonen lander forkert. Man kan altid være heldig bare at slippe med en skramme, men vi anbefaler nu alligevel et cover for at have ro i sjælen.

iPhone 8 generelt er ikke så robust, trods at Apple i sin tid påstod at den var konstrueret med noget af det mest holdbare glas nogensinde. Drop tests på Youtube tegner dog et andet billede.

Med iPhone X vendte Apple tilbage til en konstruktion med rustfrit stål i stedet for aluminium, noget de ikke havde gjort siden det ikoniske design i iPhone 4. Det rustfrie stål lader til at optage energien fra en kollision med jorden bedre, end det blødere og mere føjelige aluminium. Resultatet er en af de mere holdbare telefoner Apple har produceret. Det samme gælder iPhone XS og iPhone XR.

Vi gentager dog slutteligt vores anbefaling om at bruge cover og evt. beskyttelsesglas for at give din telefon så meget modstandskraft som muligt, i tilfælde af at uheldet er ude. Man kan som tommelfingerregel sige at nogle smartphones holder bedre end andre, men alle telefoner er sårbare, og lander de uheldigt kan skærmen blive beskadiget uanset hvilken model det er. Selv når en telefon holder udadtil, kan et fald også risikere at beskadige den internt, så den mister funktionalitet, eller i værste tilfælde ikke vil starte. Den bedste måde at sikre sig mod dette er at bruge et cover.


Til den fremadskuende – hvis du vil have en telefon der er fremtidssikret

Den gode nyhed er at Apple er ekstraordinært den bedste smartphoneproducent til at gøre deres mobiler langtidsholdbare, og understøtter dem med software- og sikkerhedsopdateringer i mange år efter de først er udgivet.

Hvis du planlægger at købe en telefon der skal kunne holde i mange år, er vores anbefaling at du køber en iPhone 11 eller iPhone 11 Pro, da det er dem der er lanceret nyligst, og dem med de mest avancerede processorer af de brugte iPhones vi tilbyder.

Det er svært at vurdere hvilken model der er bedst fremtidssikret. På den ene side har Apple tradition for at understøtte deres high-end-modeller, som iPhone 11 Pro er et eksempel på, i længere tid end deres ”almindelige” telefoner. Men på den anden side er iPhone 11 stadig i produktion og bliver stadig solgt af Apple, mens produktionen af iPhone 11 Pro ophørte i 2020, hvilket også kan have betydning for hvilken de understøtter længst. Som udgangspunkt vurderer vi dog at begge varianter vil blive understøttet cirka lige længe.

Uanset hvilken én du vælger kan du højst sandsynligt forvente at telefonen kan køre alle apps i minimum 4 år frem, måske endda mere. Efter da vil app-support gradvist forsvinde, med tryk på GRADVIST. Du vil stadig kunne bruge de fleste apps, og generelt bruge telefonen til de fleste gøremål, i endnu et par år, før den for alvor er forældet.


Til hamstreren – hvis du vil have plads til mange billeder og apps

Hvis du jævnligt oplever at fylde din smartphone til randen med apps og billeder, og bliver nødt til at rydde ud i din telefon hver gang der er en opdatering, så anbefaler at du får dig en telefon med noget ekstra plads at boltre dig på. Det går radikalt udover telefonens ydeevne når den er for overfyldt – den bliver simpelthen langsommere, eller fryser ligefrem i de værste tilfælde. Vi anbefaler at du efterlader mindst 2 GB ledig plads på din telefon. Hvis du køber en telefon med meget plads er du bedre sikret mod at bægeret flyder over.

I teorien kan nogle få iPhone varianter have helt op til 512 GB plads, hvilket er en svimlende mængde. Hold øje med vores udvalg af iPhone XS og iPhone 11 Pro, hvis du er på udkig efter SÅ meget plads. Det er dog yderst sjældent at vi får dem ind brugt.

Til gengæld kan vi byde på mange iPhones med helt op til 256 GB plads, hvilket er mere end rigeligt for de fleste. Både iPhone 11 og 11 Pro byder alle på varianter med 256 GB. Det samme gælder iPhone X, XS og XR, samt iPhone 7 og 7 Plus, og iPhone 8 og 8 Plus.

Det er værd at bide mærke i at prisen selvfølgelig er højere, jo mere plads du vil have på mobilen. Dette kan udlignes ved at vælge en ældre model, såsom iPhone 7. Den er pt. også up-to-date med den nyeste version af iOS, og understøtter derfor stadig alle apps du kan smide efter den. Hvis du også går op i ydeevne ift. f.eks. spil, eller andre ressourcekrævende apps, eller måske går særligt op i telefonens kamerafunktioner, anbefaler vi at du læser de andre relevante afsnit i dette blogindlæg, før du træffer dit valg.


Til den sikkerhedsbevidste – hvis du går op i IT-sikkerhed

På softwaresiden er sikkerheden som regel god på Apple-produkter, da det er et lukket system som Apple fører streng kontrol med. Det betyder mere bureakrati for udviklere af apps, men til gengæld større sikkerhed for forbrugeren. De telefoner der er opdateret til den nyeste version af iOS er som regel de sikreste, da det betyder at Apple kontinuerligt lapper de sikkerhedshuller de finder i systemet. Apple understøtter dog ældre versioner af iOS med sikkerhedsopdateringer i en årrække, selv efter de er ”forældet”. F.eks. har iOS 12 allerede modtaget et par sikkerhedsopdateringer i løbet af 2021, hvilket betyder at ældre iPhone-modeller som iPhone 5S, iPhone 6 og iPhone 6 Plus stadig er sikkerhedsmæssigt understøttet af Apple. Dog er de pga. deres fremskredne alder sandsynligvis ikke sikre i mange år frem. Hvis du også går op i at fremtidssikre din telefon et par år ud i fremtiden, anbefaler vi at du køber en af vores nyere iPhone-modeller.

iphone sikkerhed

Hvis du er bekymret for virus og malware på telefonen, kan du yderligere installere antivirus-software for at være på den sikre side. Til det formål er det også fornuftigt at købe en nyere iPhone. Der er større chance for at apps er kompatible med telefonen jo nyere den er, selvom mange apps er bagudkompatible med lidt ældre versioner af iOS. For eksempel er antivirus-programmet Avast kompatibel med iOS 12 og opefter, hvilket betyder at en iPhone 5S er den ældste iPhone den ville være kompatibel med. Det kan dog ændre sig løbende hvilke versioner af iOS enhver app er kompatibel med, og det er derfor vi anbefaler at man investerer i en nyere iPhone, hvis man vil være sikker på at kunne køre de apps man ønsker i nogle år fremad.

På hardwaresiden kommer de fleste iPhones med sikkerhedsforanstaltninger der beskytter dit privatliv, og sikrer at tyve og andre ubudne gæster ikke kan tiltvinge sig adgang til din telefon uden dit samtykke. På ældre iPhone-modeller består dette af en fingeraftryks-scanner, også kaldet Touch ID, mens det fra iPhone X og frem er erstattet med ansigtsscanning, kaldet Face ID. Hvis du går op i disse funktioner skal du være opmærksom på hvilken stand du køber telefonen i. Mekanikken bag Touch ID og Face ID er delikat, og kan blive beskadiget med årene. Det er noget du skal være opmærksom på når du køber en iPhone brugt. Du kan læse mere om vores ABC-grading-system her, der dækker over hvilken stand telefonen er i, og hvilke funktioner du kan forvente er intakte (en A-grade telefon vil f.eks. være som ny, med fuld funktionalitet).

iPhones er også kendt for sin Find My-funktion. Med denne kan du spore din telefon, hvis den er blevet væk eller du mistænker den for at være blevet stjålet, selv når telefonen er slukket. Du kan også låse telefonen på afstand, og på den måde forhindre uautoriseret brug, hvis du f.eks. har mistanke om tyveri.

Det er dog først fra iOS 13 at Apple gjorde disse funktioner til en integreret del af styresystemet, hvilket betyder at de ikke medfølger hvis du f.eks. køber en iPhone 6. Her kan man i stedet downloade Apples Find My iPhone-app, som er bagudkompatibel helt tilbage til iOS 8. Den kan altså downloades på alle de iPhones vi tilbyder, undtagen iPhone 4. Det kan dog ikke garanteres at appen stadig understøttes af Apple, eller har nogen andre funktioner end sporing af telefonen. Så hvis du vil være på den sikre side, og er interesseret f.eks. at kunne fjernlåse din iPhone, så sørg for at købe en iPhone der kan køre den nyeste version af iOS. Den ældste iPhone der stadig bliver understøttet med iOS-opdateringer er iPhone 6S.


Til resten

Måske har du læst blogindlægget og tænkt: ”Det dækker ikke min behov”. Måske er dine behov så komplekse og nuancerede, at de ikke lader sig indfange af grovkornede overskrifter i et blogindlæg. Det kunne være noget så simpelt som at telefonen skal kunne bestemte ting, men heller ikke må koste over et bestemt antal kroner. I så fald kan vi anbefale at kigge på de iPhones der ligger i det prisleje du ønsker. For hver enkelt model vi tilbyder har vi forsøgt at inkludere en kort tekst der inkludere de vigtigste fordele og ulemper ved hver enkelt telefon, der måske kan hjælpe dig på rette spor.

Alternativt kan du altid ringe til vores salgsteam på 7040 0010. De vil kunne hjælpe dig til at vælge den rette telefon, baseret på dine behov.

Gå tilbage

Læs mere

Datamarked.dk - Din Go-To Ekspert for iPhone, iPad og MacBook Reparationer i Nørresundby
Martin Fromberg Hansen 2024-04-10
Hvilken adapter/kabel skal jeg vælge til min iPhone?
Mikkel Qvist 2024-02-09
Overvejer du at opgradere til iPhone 15?
Jeppe Christiansen 2023-11-14
Lenovo ThinkPad - Din Perfekte Arbejdsledsager
Jeppe Christiansen 2023-11-08
Genbrugt IT: Forstå Gradingsystemet hos Datamarked
Jeppe Christiansen 2023-10-10
Sådan opdatere du din iPhone til iOS 17
Jeppe Christiansen 2023-10-02
Det nye iOS 17: En dybdegående gennemgang af de vigtigste ændringer
Jeppe Christiansen 2023-09-27
MacBook Pro vs. MacBook Air: Hvornår skal du vælge hvilken?
Jeppe Christiansen 2023-09-20
Hvordan tager du de bedste billeder med din telefon?
Jeppe Christiansen 2023-09-12
Hvilke iPhones og iPads vil modtage den nye iOS-opdatering?
Jeppe Christiansen 2023-09-05
Hvordan Skifter Man Dansk Sprog på Sin Mac: En Step-By-Step Guide
Jeppe Christiansen 2023-08-30
Dette skal du være opmærksom på, når du leder efter en PC til billed- og videoredigering!
Jeppe Christiansen 2023-08-22
Sådan optimerer du batterilevetiden på din iPhone: Effektive tips og tricks til at forlænge batteriets levetid.
Mikkel Qvist 2023-05-26
Udnyt din bærbar korrekt og spar på elregningen!
Maria Jeanette From 2022-10-10
iOS 16 til iPhone: Flere muligheder for personlig tilpasning samt opdatering af sikkerhedstjenester
Maria Jeanette From 2022-09-27
iOS 15 – nye funktioner til at fokusere, socialisere og gøre livet nemmere
Emil Styrbæk Møller 2021-07-02
En kort historie om film skudt på iPhones
Emil Styrbæk Møller 2021-06-04
Hvilken Lenovo-serie er den rigtige for mig?
Claes Würtz 2021-03-17
Simpel guide: Sådan finder du den rette smartphone og tilbehør
Sponsoreret 2020-10-14
Her er vores mest populære Apple produkter
Mia Ledet 2020-09-23
Sådan passer du bedst på din smartphone!
Mia Ledet 2020-09-21
Sådan sikrer du at din enhed bliver ved med at yde bedst muligt!
Claes Würtz 2020-08-18
De bedste genveje til Mac og Windows!
Claes Würtz 2020-07-20
Hvorfor du skal vælge refurbished og spare penge, når du køber IT!
Plamen Stefanov 2020-05-22
Windows 10 - Hvordan og hvorfor skal jeg opdatere?
Plamen Stefanov 2020-05-07
Hvad er fordelene ved at have en iPad?
Plamen Stefanov 2020-03-25
COVID-19: Situationen hos Datamarked.dk
Esben Frey Jakobsen 2020-03-12
Billig gaming laptop til den prisbevidste gamer!
Claes Würtz 2020-03-11
Datamarked opkøber dit gamle elektronik
Lasse Bjørnstrup 2020-01-28
Refurbished PC til ethvert behov
Claes Würtz 2019-12-12
Populære iPad apps til børnefamilier!
Claes Würtz 2019-11-14
Leasing af genbrugt IT - forbedrer jeres likviditet
Esben Frey Jakobsen 2019-10-28
Matte eller Glossy display – Hvad skal jeg vælge?
Claes Würtz 2019-10-14
3 nyttige programmer vi har gjort klar på din genbrugte computer
Claes Würtz 2019-10-07
Rensning og klargøring af en brugt computer
Claes Würtz 2019-09-30
iOS 13-opdatering - Nye fede features og iPad får sit eget OS.
Claes Würtz 2019-09-05
Datamarkeds PC Guide
Claes Würtz 2019-09-05
Skån miljøet med genbrugt IT fra Datamarked.dk
Claes Würtz 2019-09-05
Sådan forlænges batteritiden på din håndholdte enhed
Esben Frey Jakobsen 2019-09-04

Har du spørgsmål eller brug for råd og vejledning?
Skriv en besked, så vender vi tilbage hurtigst muligt.